De thailandske militær vil indføre udgangsforbud i dele af hovedstaden, Bangkok, efter den seneste tids blodige optøjer.
Efter længere tid med blodige sammenstød mellem demonstranter og militæret har myndighederne søndag valgt, at der skal indføres udgangsforbund i dele af den thailandske hovedstad, Bangkok.
Det oplyser en talsmand fra det thailandske militær.
- Der kommer en erklæring om udgangsforbud i særlige områder og ved veje i Bangkok, så politi og soldater kan skelne mellem befolkningen og terrorister, siger talsmanden og fortæller, at de nærmere detaljer vil blive besluttet i senere på dagen.
Søndag har der været sporadiske skudsalver i det område, hvor regeringsfjendtlige demonstranter - de såkaldte rødskjorter - har barrikaderet sig. Samtidig er luften indhyllet i sort røg, efter at demonstranter har sat ild til stabler med bildæk.
Militæret har tidligere lagt en jernring om det område, hvor demonstranterne hovedsageligt befinder sig.
De voldsomme gadekampe i Thailands hovedstad kostede lørdag otte mennesker livet. Dermed er 24 personer - alle civile - blevet dræbt de seneste to døgn, mens 187 er kvæstet.
Det har fået en leder af rødskjorterne til at appellere om, at den thailandske konge griber ind i konflikten.
- Som indbyggere i dette land vil vi sætte pris på hans elskværdighed, siger protestlederen Jatuporn Prompan, der ser kongen som "det eneste håb" for at få stoppet den to måneder lange konflikt.
/ritzau/AFP