Sænk renten nu.
Så kontant er beskeden fra den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation OECD, som tirsdag offentliggør sin forårsprognose og analyser om økonomien i medlemslandene og i de store ikke-medlemslande, til Den Europæiske Centralbank (ECB), skriver Sydbank i en kommentar.
- OECD er så bekymrede over den lave inflation i eurozonen, at organisationen anbefaler, at ECB sænker udlånsrenten med det samme og også gerne sætter indlånsrenten ned til under nul, skriver Sydbanks cheføkonom Jacob Graven.
Det er den lave inflation i euro-området, der får OECD til at anbefale en rentesænkning.
OECD vil have, at ECB tager mere utraditionelle midler i brug og sender flere nye penge i omløb i det finansielle system.
- Beskeden fra OECD til ECB er usædvanligt klar og ligger i forlængelse af beskeden fra Den Internationale Valutafond (IMF), der også uden omsvøb anbefaler, at ECB sætter renten ned, siger Jacob Graven.
ECB har sit månedlige møde om renten på torsdag. Men Sydbanks cheføkonom tvivler på, at ECB vil bøje sig for presset.
- Lidt højere inflation i eurozonen i april giver ECB et figenblad til at holde fast og se tiden an. Vi forventer, at ECB i begyndelsen af juni kaster håndklædet i ringen og sætter renten ned og muligvis også sender flere nye penge i omløb, skriver Sydbank.
/ritzau/