Kun ved at bruge dna-prøver vil de pakistanske myndigheder være i stand til at identificere de sønderrevne og forkullede lig fra flystyrtet ved Islamabad.
Myndighederne i Pakistan siger, at man er nødt til at bruge dna-prøver til at identificere de forkullede lig, der er indsamlet fra vraget af det fly, der onsdag styrtede ned i højdedraget nordvest for Pakistans hovedstad, Islamabad.
- De fleste af ligene er sønderrevne, og nogle af dem er så slemt forbrændt, at de kun kan identificeres ved hjælp af dna, siger Mahmood Jamal, der er chef for Pakistans Institut for Sundhedsvidenskab, Pims.
Embedsmænd siger, at redningsarbejdere har indsamlet kropsdele og stykker af forkullet kød i sække.
- Godt 300 ligposer, 40 tæpper og 10 bundter af reb er blevet kastet ned fra luften over nedstyrtningsstedet, oplyser den øverste pakistanske katastrofemyndighed.
/ritzau/