Ifølge analytiker er der risiko for, at investorerne er for optimistiske i forhold til, at aftalen vedtages.
Pundet stiger, efter at forhandlere fra Storbritannien og EU-Kommissionen har landet en aftale om brexit torsdag lidt før middag.
Ifølge Danske Bank handles pundet torsdag ved middagstid tæt på 8,70 kroner, hvilket er omtrent 8,5 procent højere end i starten af august.
Analytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank skriver i en kommentar til aftalen, at der er en risiko for, at investorerne er for optimistiske, når det gælder udsigten til, at brexitaftalen rent faktisk kan vedtages i parlamentet.
- Vi tror, at pundet svækkes igen, hvis aftalen ikke vedtages. Hvis brexitaftalen ikke vedtages, får vi nok en forlængelse, hvor det mest sandsynlige nok stadig er et nyvalg.
- Resultatet af et nyvalg er svært at forudsige, selv om de konservative går frem i målingerne, og derfor åbner et nyvalg for en stribe scenarier, hvor ikke alle nødvendigvis er positive for pundet, skriver han.
Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, bemærker også, at det langt fra er sikkert, at aftalen kan blive godkendt af det britiske parlament.
Det skyldes, at premierminister Boris Johnsons nordiske støtteparti, DUP, allerede har sagt, at de ikke vil stemme for aftalen.
- Derfor kan det også vise sig, at investorerne måske tager lidt for meget forskud på glæderne, skriver cheføkonomen.
Der er dog bestemt også noget at glæde sig over, hvis man med aftalen undgår brexit uden en aftale, lyder det fra Søren V. Kristensen.
- Man skal huske, at virksomhederne, som handler med briterne, lige nu reelt ikke ved, hvilke regler der gælder om ganske få uger.
- Derfor vil en aftale være et rygstød, ikke alene til britiske virksomheder, men også til virksomhederne i Danmark og resten af EU, lyder det fra cheføkonomen.