Efter den syriske præsident, Bashar al-Assads, tale søndag fastslår udenrigsminister Villy Søvndal (SF), at præsidenten bør trække sig og give plads til en demokratisk omstilling i det borgerkrigshærgede land.
- Det er ikke første gang, vi hører tomme løfter om reformer fra Assad, uden at ordene er blevet fulgt op af handling. Assads seneste tale bekræfter desværre kun dette billede, samtidig med, at den kynisk ignorerer det syriske folks aspirationer, siger Villy Søvndal.
Den syriske præsident holdt søndag en sjælden tale, hvori han talte om en række nye tiltag, der skal hjælpe til at få bilagt den blodige konflikt i landet.
Assad talte blandt andet om en forsoningskonference, indsættelsen af en ny regering, udarbejdelsen af en ny forfatning efterfulgt af en folkeafstemning og amnesti.
Dog nævnte han intet om, hvorvidt han selv vil afgive magt.
/ritzau/