Kurserne på aktier faldt stort på europæiske børser tirsdag. Tendensen er den samme i USA. Gældskrisen i Europa og krisen på den koreanske halvø ligger bag.
Tirsdag blev endnu en sort dag for aktiehandlerne rundt om på børserne i Europa. På alle de toneangivende børser faldt kurserne dramatisk.
I London faldt FTSE 100-indekset med 2,54 procent, mens CAC-indekset i Paris gik ned med 2,90 procent. I Frankfurt var nedturen for DAX-indekset på 2,34 procent.
Endnu værre gik det på sydeuropæiske børser. I Milano gik kurserne ned med 3,40 procent, mens Madrid noterede et fald på 3,05 procent.
Også amerikanske børser blev ramt af store tab under de første timers handel. Her er nedgangen cirka to procent efter to timers forhandling.
Det er frygt for en forværring af gældskrisen i Europa og krisen på den koreanske halvø, der sender kurserne nedad.
/ritzau/AFP