Troen på fred er erstattet af israelsk og palæstinensisk lederkritik

En solbeskinnet septemberdag i 1993 trådte USA's daværende præsident, Bill Clinton, frem foran Det Hvide Hus i Washington D.C. flankeret af to særdeles umage aftalepartnere: Yitzhak Rabin og Yasser Arafat.

Med Israels daværende premierminister på den ene side og den mangeårige leder af palæstinensernes frihedskamp på den anden annoncerede Bill Clinton, at israelerne og palæstinenserne havde indgået den første af Oslo-aftalerne, som bragte parterne et stort skridt nærmere freden.

Onsdag er det præcis 30 år siden, at aftalen blev underskrevet.

Men den tro på fred mellem israelere og palæstinensere, som aftalen umiddelbart såede, synes i dag langt væk.

På den palæstinensiske side er utilfredsheden med Israels besættelse af Vestbredden og landets kontrol med enklaven Gazas grænser stor. Der er også stor utilfredshed med palæstinensernes eget selvstyre.

Det palæstinensiske selvstyre, som har ansvaret for blandt andet sundhedsvæsnet, skolerne og nogle steder også sikkerhedsstyrkerne i dele af Vestbredden, blev netop etableret som resultat af Oslo-aftalerne og skulle efter planen blot være et overgangsstyre.

Men det palæstinensiske selvstyre er ikke blevet erstattet. Og ifølge spørgeundersøgelser udført af den palæstinensiske politolog Khalil Shikaki blandt palæstinensere på Vestbredden anser 60 procent selvstyret for at være en belastning, skriver det britiske medie BBC.

Befolkningen er ifølge BBC blandt andet utilfreds med, at selvstyrets soldater samarbejder med Israels militær, og at højtstående embedsmænd og politikere i det palæstinensiske selvsyre, som ledes af Mahmoud Abbas fra Fatah-partiet, får mistænkeligt høje lønninger.

På den israelske side er det premierminister Benjamin Netanyahu fra Likud-partiet og hans højreorienterede regerings arbejde med en udskældt retsreform, som de sidste mange måneder har optaget borgerne og har fået hundredtusinder til at demonstrere i gaderne.

Med Oslo-aftalerne, hvoraf den sidste del blev indgået i 1995, fulgte troen på, at man ville arbejde for realiseringen af en tostatsløsning - altså oprettelsen af en palæstinensisk stat, der skulle eksistere side om side med Israel.

Men inden for Vestbredden, hvor en fremtidig palæstinensisk stat kunne etableres, er israelernes tilstedeværelse blot vokset siden 1993.

Antallet af israelske bosættere på Vestbredden er således skudt i vejret de sidste 30 år. Ifølge BBC var der i 1993 omkring 110.000 bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem, som har været annekteret af Israel siden 1967. I dag er der mere end 700.000 bosættere.

Desuden foretager Israels militær jævnligt militæroperationer i de palæstinensiske områder. Generelt er israelske soldater til stede med kontrolposter mange steder på det besatte stykke land, som med Oslo-aftalerne blev opdelt i zonerne A, B og C, hvilket angav, hvilke områder, der skulle være under henholdsvis palæstinensisk og israelsk kontrol.

Både på den israelske og palæstinensiske side koster konflikten stadig liv i forbindelse med israelske militæroperationer såvel som angreb udført af palæstinensere mod israelske soldater, betjente og civile.

På den front har 2023 foreløbig været særdeles blodigt.

Mindst 227 palæstinensere er indtil videre i år blevet dræbt i forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt, viser en opgørelse, som nyhedsbureauet AFP har lavet på baggrund af tal fra officielle israelske og palæstinensiske kilder.

På den anden side er 32 israelere, en ukrainer og en italiener blevet dræbt i angreb udført af palæstinensere.

/ritzau/