En prototype af et tysk Leica-kamera tog lørdag rekorden som verdens dyreste kamera.
En ukendt køber lagde lørdag på en auktion i Wien i Østrig mere end otte millioner kroner for en prototype af et tysk Leica-kamera.
Kameraet var et ud af omkring 25 prototyper, som blev lavet i 1923, to år før den legendariske kameramodel fra tyske Leitz kom i salg.
WestLicht Gallery i Wien anslog på forhånd værdien af kameraet til mellem 2,2 og 7,1 millioner kroner, men budrunden endte med at tage fart, og prisen røg hurtigt i vejret.
Den endelige pris endte på godt 8,6 millioner kroner. Køberen var en privat samler i Asien, som ønskede at være anonym.
Den hidtidige prisrekord for et kamera blev sat i 2010, da en samler betalte små 4,7 millioner kroner for et eksemplar af verdens første, kommercielt producerede kamera, en fransk daguerreotype, der bar opfinderes signatur.
/ritzau/NTB