Tyske parlamentarikere godkender den omdiskuterede hjælpepakke til det kriseramte Grækenland.
Tyske parlamentarikere i både Bundesdagen og Forbundsrådet har godkendt hjælpepakken til det økonomiske svage Grækenland. Det sker på trods af bred utilfredshed i den tyske befolkning, der ikke vil betale for Grækenlands økonomiske slingrekurs.
Hjælpepakken til Grækenland er en økonomisk saltvandsindsprøjtning fra de 16 eurolande og Den Internationale Valutafond, IMF. De vil tilsammen låne Grækenland 110 milliarder euro - hvad der svarer til 818,5 milliarder danske kroner over de næste tre år. De 80 milliarder euro betales af eurolandene, mens de resterende 30 milliarder kommer fra IMF.
- Vi må forsvare stabiliteten for den fælles europæiske valuta. Det er, hvad det hele handler om, sagde finansminister Wolfgang Schaeuble i Bundesdagen, inden afstemningen blev sat i gang.
/ritzau/AFP