Myndighederne i Tunesien har ophævet udgangsforbuddet i hovedstaden Tunis. Danske turister på vej til landet.
Et natligt udgangsforbud, der blev indført i Tunesiens hovedstad, Tunis, efter flere dages uroligheder tidligere på måneden, er ophævet, oplyser Tunesiens indenrigsministerium.
Udgangsforbuddet blev indført den 7. maj og er ophævet, fordi "sikkerhedssituationen i Tunis og dets forstæder er forbedret og for at beskytte borgernes økonomiske interesser", hedder det i en erklæring fra ministeriet.
Tunesien har kæmpet for at komme urolighederne til livs i kølvandet på, at landets autoritære leder Zine el Abidine Ben Ali blev væltet i januar.
Nogle af de seneste uroligheder er sat i værk af modstandere af Tunesiens midlertidige regering, der afløste Ben Alis regime.
Oplysningen om, at udgangsforbuddet er ophævet, kommer, samtidig med at Bravo Tours i Danmark oplyser, at interessen for at holde ferie i det nordafrikanske land nu er tilbage på samme niveau som før opstanden.
Under den såkaldte jasmin-revolution i Tunesien blev danske turister evakueret fra landet.
/ritzau/AFP