Fem militante oprørere er blevet dræbt tidligt torsdag i det nordvestlige Pakistan af ubemandede amerikanske fly.
Ubemandede amerikanske fly har dræbt fem militante fundamentalister i Pakistans nordvestlige klanområder.
To missiler blev affyret mod en bygning i landsbyen Ismail omkring 40 kilometer fra Miranshah, der er den største by i det nordlige Waziristan tæt på grænsen til Afghanistan.
- Målet var en bygning, der tilhørte militante, siger en unavngiven kilde og tilføjer: "Tre arabere, en afghaner og en lokal blev dræbt i angrebet."
To andre er angiveligt blevet såret. Det står umiddelbart ikke klart om højtstående terrorister er blandt de dræbte.
Pakistans nordvestlige klanområder er tilholdssted for mange af de grupper, der kæmper mod Nato-styrkerne i Afghanistan, herunder Taliban, al-Qaeda og Haqqani-netværket.
Onsdag dræbte ubemandede amerikanske fly op imod seks militante oprørere i et angreb, der angiveligt var rettet mod Haqqani-netværket.
/ritzau/AFP