Den lollandske jagtkonge Bulder

Frans Marcher og Lise Wied Kirkegaard traf hinanden på Knuthenborg, mens hun arbejdede på lensgreve Adam Knuths erindringer. Han mente, at der skam også kunne skrives en bog om ham. Og det må man medgive, når man har læst "murstenen" på 532 sider, hvor han gennem hende stiller skarpt på sit indtil videre 84 år lange liv med jagt, landbrug, farens køb af Søholt i 1940, to ægteskaber, sine to børn, sin tid som godsejer på Søholt fra 1975-1995, venskaber, udenlandsrejser, indfangning af moskusokser i Østgrønland til udsætning i Vestgrønland, diskusprolaps, hofteproblemer, lejer af Søholt i 1995 og det definitive farvel til stedet i 2010, for det er med alt sammen - også, at han ved en nytårsfest på Aalholm blev "bortført" af en gift kvinde i et par timer, og han efter en våd tur med venner i Bangs Have i Maribo mistede kørekortet i et år på grund af spritkørsel og sad 10 dage i brummen.

Jagt har fyldt meget i hans liv. Han havde jagtgenet fra sin far og lagde kimen til den jagtkonge, han er blevet til i dag med over 102.000 stykker nedlagt vildt, da han otte år gammel fik en luftbøsse af sin far, som han skød en gråspurv med. Fordi faren, der selv var en jagtkonge, som nedlagde over 1.000 råbukke, 1.000 skovsnepper og 1.000 grågæs, pålagde ham at føre jagtjournal, blev den bogført, og lige siden har Frans Marcher, døbt Bulder af forældrene, ført regnskab over sit jagtbytte, der i dag er det højeste for en nulevende dansk jæger.

Trækjagt på ænder, gæs og til dels skovduer, er hans spidskompetencer, som han udviklede på Søholt. På orlov fra Den Kongelige Livgarde i 1954 skød han i Dyrehavemarken på Søholt 28 grågæs på træk. Det var ikke set før. Grågæs var heller ikke så talrige dengang som i dag, men udbyttestørrelsen er også udtryk for teknisk snilde, og at han skød som en engel. På grund af diskusprolaps skød han med en kaliber 20 haglbøsse, der kaldes for damebøsse, fordi den har mindre rekyl end den større kaliber 12.

Landbrugsuddannelsen rundede han af på Næsgaard, og fra forpagtning af Fiskebæk Mejerigård, køb af Skelbygård og forpagtning af Engestofte, arvede hans første kone, Betten Høvængegård, som herefter blev parrets base før overtagelsen af Søholt efter hans far i 1975.

Han lægger ikke skjul på, at han har været privilegeret og har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, som da baron Johan Raben-Levetzau på Aalholm tilbød ham en plads på en klapjagt for franskmænd, for at deltagerne nåede op på 10. Han nedlagde 94 fasaner, en skovsneppe og to harer, og baronen inviterede ham ikke igen.

Fordi han har et vindende væsen, og har let ved at få venner, har han gået på jagt sammen med mange jægere, der var værd at kende som for eksempel lensgreve Adam Knuth, Knuthenborg, som han lærte at kende, da Adam gik i 1G på Maribo Gymnasium, og han selv gik 4. mellem om i mellemskolen. De blev venner for livet, og da de i 2012 - året før Adams bortgang fejrede nytår sammen - og nogle bagefter spurgte, hvor mange der havde været i selskabet, lød svaret: 16, for udover de to venner havde der på spisebordet stået to hummere og 12 østers.

Jagt bliver speedet op, efter Frans Marcher i 1995 afhændede Søholt og blev boende der på en 15-årig lejeaftale, der blev den lykkeligste tid i hans liv. Borte var alle bekymringerne med at holde sammen på Søholt. Nemt havde det ikke altid været at få landbruget til at hænge sammen. Nu gav han den på alle tangenter med haglbøsse og riffel i ind og udland og fik nedlagt nye arter og oplevet andre jagtformer. Han red også med på vognen og forpagtede landbrugsjord i Portugal.

Kedeligt har hans liv ikke været. Og det må formodes, at det heller ikke har været kedeligt for ham at fortælle om det til Lise Wied Kirkegaard, som formidler fortællingen på en medrivende måde i et elegant sprog, der gør bogen læseværdig. Jeg vil se igennem fingre med banale korrekturfejl og en billedtekst er forbyttet, så en kronhjort tillægges at være en buk og en buk en kronhjort, for det til at tage at føle på.

Derimod burde en jagtlovsovertrædelse, fordi Marcher blev fristet over evne til at skyde en totalfredet sangsvane i Bøtø Nor, have været forbigået i tavshed. Fordi overtrædelsen ligger over 50 år tilbage i tiden, kaster den ikke et mørkt skær over bogen. Den trækker lidt ned på karakterskalaen, men ændrer ikke ved, at bogen er unik samtids- og egnshistorie om livet og jagt på godser på Lolland-Falster sammen med adelspersoner og andre fra højere sociale lag. Med udbytte kan bogen læses af både de mennesker, der kender ham og de, som ikke gør det. Til gengæld kan ingen mennesker nogen sinde gøre Frans Marcher kunsten efter. Dertil er hans udbyttetal for astronomiske, og han har i sjælden grad haft heldet med sig og vil sin tid ud være Danmarks ukronede jagtkonge.

Lise Wied Kirkegaard: Frans Marcher - en jagtlegende fortæller. Mellemgaard, 532 sider, 299,95 kroner.