KIPPINGE: Medlemmerne af Vestfalster Skytteforening har netop afsluttet sæsonen udendørs på 50 meter banen i Alstrup Skov. Nu venter indendørssæsonen, hvor foreningen holder til på Sofie Rifbjerg Efterskole i Kippinge. Det er også her, at den årligt tilbagevendende skoleskydning for 5. klasser foregår.
- Det er et landsdækkende tilbud, som vi har været med i omkring 15 år, fortæller Jette Skov Pedersen fra skytteforeningen.
- Hos os er det eleverne fra Nørre Vedby Skole, der deltager. Vi har en aftale i år, men der er endnu ikke fastlagt en dato. Børnene cykler fra skolen til skydebanerne og prøver at skyde, og så bliver de ellers tilbudt at komme her så tit, de har lyst, fortæller Jette Skov Pedersen.
Sæsonen indendørs går i gang 26. september, og der er træning mandag og torsdag fra klokken 18.30, og desuden tilbydes skydning onsdag klokken 9.30 med efterfølgende hygge.
Vestfalster Skytteforening har skytter, som har skudt på 200 meter banen i Musse, og de har kunnet mærke, at alle priser stiger i øjeblikket.
- Patronpriserne bliver ved med at stige, og lige nu koster en patron cirka 11 kroner, fortæller Jette Skov Pedersen.
Det løber op, når man skyder 20 skud til træning. Men prisen er ikke den eneste udfordring.
- Der er mange, som selv laver deres patroner, og de har oplevet, at der har været mangel på fænghætter, fortæller Jette Skov Pedersen.
- Og lageret af patroner er ved at være nede på et minimum. Når man bestiller, står der, at der kan leveres, så længe lager haves.
Ved en afsluttende skydning på banen i Alstrup blev vandrepokalerne vundet af Benjamin Henriksen i BK2, Matilde Andersen BK 3, Anton Pedersen junior og Søren Kastrup åben/veteran. Flids- og kammeratskabspokalen gik til Lærke Nielsen.
I den kommende tid skal Dennis Hansen til DM i Vingsted, og lørdag 15. oktober er det Skydesportens Dag, som Vestfalster Skytteforening også deltager i med åbent hus fra klokken 10 til 15.