Adoptioner i barnets perspektiv

DEBAT Ugeavisen bragte i april måned en artikel med overskriften "Tvangsadoptioner er sat på samlebånd". En artikel der omhandlede en sag fra Guldborgsund Kommune.

Jeg kan og må af gode grunde ikke udtale mig om personsager og jeg er naturligt forhindret, når det er en sag fra en anden kommune. Men som udvalgsformand i Lolland Kommune bidrager jeg gerne med nuancering og præcisering af arbejdet på et komplekst og vigtigt område, så eventuelle misforståelser kan ryddes af vejen.

Vi skal alle huske på barnets perspektiv, da formålet med adoption er at skabe bedre vilkår for børnene. Udgangspunktet for alle overvejelser om anbringelse eller tvangsadoption af børn er altid barnets tarv, uanset hvor trist det er for de biologiske forældre.

Det skal gøres klart, at adoption uden samtykke alene er en mulighed for anbragte børn, og kun kan benyttes som et alternativ til en langvarig anbringelse. Barnet vil således altid være anbragt forud for en eventuel afgørelse. Først træffes beslutning om en anbringelse, og derefter kan adoptionsprocessen gå i gang.

Sagerne handler altid om børn af forældre med massive udfordringer. Det er forældre, som kæmper med at tage vare på eget liv, og som derfor ikke også kan tage vare på deres barn - selv ikke med massiv støtte. I disse sager foreligger der altid underretninger fra flere uafhængige bekymrede fagpersoner, og der udarbejdes altid nye psykologfaglige undersøgelser. Der er selvfølgelig høje dokumentationskrav på området, og derfor hviler sager om adoption uden samtykke altid på et grundigt materiale, og aldrig på en enkelt rapport eller en enkelt fagpersons vurderinger.

Adoption uden samtykke er ikke en kommunal beslutning. Der er kun én instans i landet, der kan træffe afgørelse om adoption uden samtykke, og det er Ankestyrelsen. Det er således en udbredt misforståelse, at det er den enkelte kommunes økonomi, der er styrende for antallet af adoptioner. Betingelserne er de samme, uanset hvilken kommune man bor i. Desuden er der altid mulighed for at klage til by- og landsret over afgørelserne.

Alle landets kommuner er forpligtet til at vurdere, om adoption for barnet er et bedre alternativ til en langvarig anbringelse. Det er en forpligtigelse, der er forankret i serviceloven, og som en kommune ikke kan vælge til eller fra og derfor er en kommunes politikere afskåret fra at mene noget på dette område. Man kan ikke beslutte at "spare penge" ved at bortadoptere i stedet for at anbringe. Lige som man ikke kan beslutte at det ikke må sne et år, for at spare snerydning af vejene.

I Ugeavisens artikel fra marts måned, blev der stillet spørgsmålstegn ved nogle psykolograpporters validitet. Jeg vil gerne ultrakort ridse en beslutningsproces op for at give en forståelse for hvor mange der skal vurdere validiteten i kommunens sagsfremstilling.

Når der skal træffes beslutning i en sag, så skal alle sagsakter forelægges det udvalg hvor jeg sidder sammen med en kollega, 2 børnesagkyndige psykologer og en dommer fra vores retskreds. Forældrene kan tale deres sag, hjulpet af advokater som er stillet til deres rådighed. Vi er nedsat uafhængig af kommunen med opgave, at vurdere kommunens materiale i forhold til lovgivningen. I anbringelsessager træffer vi beslutning, men i adoptionssager kan vi kun indstille til Ankestyrelsen.

I Ankestyrelsen sidder der også fagpersoner, som skal vurdere det materiale, f. eks. Psykolograpporter, som kommunen har lagt til grund for indstillingen. Hvis Ankestyrelsen kommer til samme resultat som vores udvalg, så sker det ofte at forældrene via deres advokater går videre til by og måske landsret med deres kamp for at beholde deres barn. Dvs. der er rigtig mange instanser som skal vurdere og træffe beslutning.

Anbringelser og adoptioner er begge voldsomme indgreb, det er vi meget opmærksomme på. Derfor skal det også kun foreslås som løsninger, når det er nødvendigt for at give børnene de bedste betingelser for et godt liv, og når de biologiske forældre ikke har ressourcer til opgaven.

En tvangsanbringelse kan højest blive for 18 år. Og grundlaget skal vurderes med års mellemrum. Der findes masser af dygtige, engagerede plejefamilier, som dagligt kæmper for deres plejebørns udvikling og livsduelighed. Men ved en adoption giver vi barnet egen familie for livet. Barnet ved hvor det hører til.

Samtidig er der i lovgivningen indført en mulighed for, at biologiske forældre kan søge samvær med deres bortadopterede barn, så barnet får mulighed for at kende sine rødder, men på barnets præmisser.

Alle resurser sættes ind for at sikre barnet de bedste muligheder i livet.