Tim Andersen var med på patruljen i den grønne zone, da en dansk soldat blev dræbt og flere andre kvæstet.
Eksplosionen kom uventet for alle.
Tim og hans kammerater i delingen havde allerede gået et par timer i den grønne zone, da det skete - og med ét blev de revet tilbage til en barsk og blodig verden.
- Få sekunder efter, at den første bombe var eksploderet og havde slået hul i fortroppen, kom den næste eksplosion bare fem meter til højre for mig. Så vi kastede os ned i den modsatte grøft og begyndte at skyde op mod Talibans stillinger. Samtidig blev vi beskudt med morterer, så det var virkelig meget voldsomt, fortæller Tim Andersen.
Fra grøften fik de danske soldater besvaret ilden - og kort efter fik de danske kampvogne og morterer skudt sig ind på fjendens stillinger.
- Vi blev sendt hen for at hente Rocco, vores kammerat der blev dræbt af den første eksplosion, og de andre sårede. Det var slemt at se dem. Men vi fik fat i dem og trukket dem tilbage til helikopteren, som var tilkaldt for at hente den døde og de sårede. Da vi trak dem op af grøften, blev vi endnu en gang angrebet med morterer fra Tailban, så vi besvarede ilden, samtidig med at vi fik evakueret vores kammerater, fortæller Tim Andersen.
Kort efter var et af Natos fly på vingerne - og Talibans stillinger blev smadret.
Tilbage i den fremskudte danske base Sandford fortæller den unge fyr fra Holbæk historien om den hårdeste tid i sine fire år som infanterist i Gardehusar regimentet. Om tabet af en god ven, om følelsen af at blive skudt på, om tanken om hævn mod en fjende, som han på sin vis respekterer.
- Vi må i hvert fald anerkende, at nogle af dem er gode soldater, som forstår at kæmpe. Og det blodig alvor, når vi slås imod den, siger Tim Andersen og kigger ud over den grønne zone i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan,
En udsigt, han har haft, siden han blev udstationeret i januar.
- De første gange, vi gik patrulje i den grønne zone, var det hårdt. Man er meget anspændt, for Taliban kan jo være alle steder. Men man vænner sig også til det på en eller anden måde, og når vi kæmper mod Taliban, så kan man pludselig mærke, at alt det, man har trænet og trænet, træder i kraft. Man handler instinktivt, fortæller Tim Andersen.
Tabene gjorde ondt på Tim Andersen og hans kammerater, men betød samtidig, at gruppen rykkede endnu tættere sammen end tidligere.
- Efter slaget var vi selvfølgelig påvirkede. Nogle brugte et par dage på at komme sig, men de fleste af os var på patrulje allerede dagen efter. Det gælder om at komme i gang igen hurtigst muligt.
Han ser dog frem til at komme hjem på tre ugers orlov. Hjem til kæresten, familien og hunden i Holbæk.
- Og til min mormor og morfar i Kalundborg, hvor jeg bare skal sidde i deres kolonihavehus og slappe af. I det hele taget skal jeg bare koble af og være sammen med dem, jeg holder af. Ikke mindst min kæreste, som har været en utrolig støtte for mig under udstationeringen. Vi snakker sammen hver anden dag, og selv om hun ikke var glad for, at jeg tog af sted, så har hun altid støttet mig. Og så skal jeg selvfølgelig nå en ordentlig bytur med delingen, hvor vi skal være stangvisne, forudser Tim Andersen.
Og når han igen er tilbage ved fronten, så venter der 100 dage - og derefter afleverer han sin uniform for sidste gang.
- Jeg har været soldat, siden jeg var 18 år og droppede ud af gymnasiet. Nu er det tid at lave noget andet. Men jeg fortryder ikke én dag i de fire år, jeg har været i hæren. Jeg har fået nogle gode værdier herinde og nogle fantastiske våbenbrødre, siger Tim Andersen.
Hvad der præcis skal ske til den tid, har Tim Andersen endnu ikke fundet ud af.
- Måske noget med undervisning eller noget i den stil. Men nu må vi se, hvor livet fører mig hen herefter ...
