Hver mandag og onsdag trækker en gruppe piger i fodboldtøjet og begiver sig ud på Kløvermarkens Idrætsanlæg på Amager. Her træner de deres boldfærdigheder og får samtidig deres ugentlige motion, hvilket der egentlig ikke er noget usædvanligt ved. Det omkring 14 personer store hold er dog et lukket et af slagsen. Pigerne på holdet tager nemlig ikke kun turen til Amager for vise deres værd inden for fodboldverdenen, de gør det ligeså meget på grund af samværet og for at få opfrisket den lollandske accent – langt de fleste af pigerne har nemlig rødder på Lolland.
- Ideen om at oprette et fodboldhold med piger startede en aften på Pubben i Sakskøbing. Og os, der kommer fra Lolland, kendte da også alle hinanden i forvejen, fordi vi har spillet enten håndbold eller fodbold sammen. Da der så blev mulighed for at starte et lukket hold i FC Nyhavn, valgte vi, at det skulle være nu, fortæller Nanna Lund Clausen, da Folketidende.dk møder hende og to af de andre spillere efter træningen på Amager.
I dag er langt de fleste af pigerne på holdet da også fra Sakskøbing. En enkelt kommer fra Øster Ulslev, mens en er fra Nakskov. Kun to piger fra København har fået lov til at være med på holdet.
- Man kan sige, at fodbolden bare er en undskyldning for at mødes og hygge sig. Tredje halvleg - som ofte inkluderer nogle øl - er nemlig mindst lige så vigtig. Det var også netop af den grund, vi valgte, at det skulle være et lukket hold. Her er det med andre ord ikke talentet, der er afgørende for, om man får en plads på holdet, pointerer Rikke Mia Dideriksen, mens Kristine Lorentzen tilføjer:
- Vi holder af at spille fodbold, men det er bestemt ikke derfor, vi spiller her.
Ren nostalgi
De lollandske rødder, som binder holdet sammen, gør da også, at de ofte dvæler ved minderne, og at det for de to københavnere af og til kan være svært at følge med i samtalerne.
- Der går ofte lidt nostalgi i den, når vi taler sammen. For eksempel når vi dvæler ved en håndboldkamp, vi tabte for 10 år siden, siger Nanna, mens Kristine enigt nikker:
- Vi kan referere til mange fælles ting, og af og til kammer det nok også lidt over med vores dialekt.
Og at pigerne har holdt fast i dialekten, er svært ikke at bemærke. Især når talen går på hinandens familier, eller noget, de har oplevet sammen, slår de over i en tyk accent som for at understrege budskabet.
- Det er dejlig let at være sammen, og vi slapper nok mere af med vennerne, der også kommer dernedefra. Vi kender hinandens familier og behøver derfor ikke komme med en lang baggrundshistorie, hver gang vi skal fortælle noget, siger Rikke, der stadig holder af at tage turen ned til forældrene i Sakskøbing:
- Jeg ser stadig Lolland som mit hjem. Det er der, min familie og mine rødder er. Og når man kommer derned, ved man, hvad man kan forvente. Alt ligner sig selv, siger hun, men afbryder sig selv, da hun kommer i tanke om, at der faktisk lige er kommet en ny Rema. Og så skal de to andre piger selvfølgelig lige opdateres om den nye butik og dens placering.
Måske netop fordi de stadig ofte er hjemme og besøge familien på Lolland, lægger de også ofte mærker til de forskelle, der er mellem livet der og så det, de lever i København.
- Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt havde en veninde med herinde. Og da vi skulle af den bus, vi var med, forsøgte hun at stå ud af fordøren. Det skabte et mindre kaos, for det gør man altså ikke herinde. ’Men det gør man da i bus 800’, lød hendes modargument til chaufføren, fortæller Nanna grinende, mens Rikke supplerer:
- Jeg er godt nok også blevet taget ved næsen af mange ældre damer med rollator herinde. Der gik et godt stykke tid, før det gik op for mig, at det her er helt legalt at skubbe til hinanden for at komme med bussen.
Selvom de tre piger er enige om, at der er mange forskelle mellem Lolland og København, og at der er både gode og dårlige ting ved begge områder, så stejler de, hvis andre taler dårligt om deres hjemstavn.
- Man må godt selv sige noget dårligt om Lolland og Falster, men andre må ikke. Og det er i virkeligheden lidt ambivalent, for jeg kunne ikke selv forestille mig at flytte tilbage, siger Kristine. Og den holdning deler hun med de to andre piger:
- Jeg er stolt af at være fra Lolland, men der sker simpelthen for lidt, siger Nanna, mens Rikke tilføjer:
- Der er godt nok en dejlig natur. Men den kan man jo også finde i Dyrehaven. Og så har vi jo også græsset på Kløvermarken.
-
Foto: I FC Nyhavn spiller et hold med piger, næsten udelukkende fra Sakskøbing. Foto: Marta Gramstrup Rasmussen
