Forældre skal ændre adfærd bag rattet, så deres børn kan komme sikkert i skole, mener Trafiksikkerhedsrådet.
Det er forældrene, der kører for stærkt foran skolerne, og det er forældrene, der afgør, at deres børn bliver afleveret i bil frem for at cykle i skole. De mange biler giver utrygge forhold og skaber et udgiftspres efter flere parkeringspladser ved skolerne.
Sådan lyder det fra Trafiksikkerhedsrådet i Guldborgsund Kommune, som på sit seneste møde har beskæftiget sig med trafikproblemer ved kommunens skoler. Rådet har konstateret, at stort set alle skoler i Guldborgsund Kommune melder om trafikproblemer i morgen- og eftermiddagstimerne.
For høje hastigheder, kaotiske afleveringssituationer og utrygge forhold for de bløde trafikanter er gennemgående træk i de mange henvendelser, som kommunens Vej- og Projektenhed modtager fra skolerne. Derfor vil Trafiksikkerhedsrådet have børnene ud af bilerne og op på cyklerne, så der kommer mindre biltrafik ved skolerne.
Rådet er i gang med at danne sig et samlet overblik over de mange trafikale udfordringer, der ligger på kommunens skoleveje. Ud fra dette overblik bliver der lavet et forslag til prioritering af de penge, der er afsat til trafikprojekter i 2012.