Manden, der kaldes Danmarks bedste DJ, leverede et brag af en åbningskoncert i Markedsteltet torsdag aften.
De kalder ham Danmarks bedste DJ, og torsdag aften leverede han i dén grad varen på Dølle.
Den store åbningskoncert på Døllefjelde-Musse Markedet var i år lagt i hænderne på Kato, og det viste sig at være et godt valg. Allerede da han lidt efter klokken 21 gik på scenen, var Markedsteltet næsten proppet med feststemte og forventningsfulde Kato-fans og andre tilskuere.
Og de gik næppe skuffede derfra. Med hjælp fra blandt andre Jon Nørgaard og Martin og Stine fra Electric Lady Lab blev det til knapt halvanden times koncert med masser af fede numre, heriblandt "Fuck hvor er det fedt".
En af aftenens store overraskelser var, da Kato pludselig inviterede en af tilskuerne til at komme op på scenen og agere gæste-dj. Valget faldt på ni-årige Rasmus Holze Hansen, og hvordan det gik, og hvad han syntes om det, kan du læse mere om i Folketidende på lørdag.
Her kan du også læse meget mere fra de første dage på årets Dølle-marked.