Når efteråret blæser til Falster

Af Laura Ringo

KLUMME. De grå og gule blade kaster sig ned foran min cykel, da jeg er på vej til universitetet. Efteråret er kommet til Odense. Årstiden føles bekendt, men noget er ikke helt, som det plejer. Da jeg stopper for rødt i et lyskryds, opsnapper min næse, hvordan efteråret i Odense adskiller sig fra det, jeg er vant til på Falster. Roelugten hænger ikke over hele byen. Jeg smiler ved tanken om, at jeg endelig kan gå igennem årstiden uden denne stank som en kronisk del af mit sanseindtryk.

Jeg træder videre i pedalerne fornøjet over at være befriet fra Sydhavsøens største last. Men da jeg begynder at fløjte over storbyens lugtfrie atmosfære, rynker jeg på næsen. Jeg opdager nemlig, at der findes værre måder at forpeste luften på end ved at starte roesæsonen. En stank af gammel pibe huserer ved Oliver Twist-fabrikken, der producerer skråtobak. Pludselig virker sukkerroernes dunst helt tilforladelig, og jeg savner efteråret på Falster.

Når luften blev køligere, og efteråret blæste til Falster, plejede mine venner og jeg altid at indtage Teatercaféen i Nykøbing. Her har vi spenderet megen tid og penge. Selvom Odense har et langt større udvalg at kaffedrikkesteder, så foretrækker jeg Falsters noget mere begrænsede caféliv. Teatercaféens udvalg af kaffetyper er ikke stort, men priserne er mere SU-venlige end i Odense.

Men de penge ekstra, man bruger på cafébesøg, sparer man et andet sted i storbyen. I skrivende stund har jeg boet i Odense i 48 dage, og jeg har endnu ikke taget én eneste bus. Det er noget andet, end da jeg transporterede mig selv rundt på Falster. I mine tre år på gymnasiet brugte jeg minimum en time om dagen på at sidde i et af de gule transportmonstre. Nu cykler jeg, uanset hvor jeg skal hen, og det er meget billigere end at tage bussen på Falster.

Apropos transport, så har jeg opdaget en finurlig ting ved min hjemstavn. Hvis man spørger sine falstringske kammerater, om de skal med ned på banen, så er de helt med på, at man refererer til stationen. I Odense kigger de mærkeligt på en og har ingen anelse om, hvilken destination man taler om. Banen findes åbenbart kun på Falster.

Der er meget ved Sydhavsøen, som er irriterende. Det er besværligt at komme hjem fra fest, og ingen butikker har åbent efter klokken 23:00. Men jeg glæder mig nu alligevel til at besøge min hjemstavn i efteråret. Jeg glæder mig til at slubre kaffe på teatercaféen med mine venner, og jeg håber faktisk lidt, at roelugten er begyndt at forpeste Sydhavsøen.

Jeg ser frem til, at DSB-damens velkendte stemme siger ”det bliver Nykøbing Falster – toget kører ikke længere”. Så kan jeg stå af på banen og glæde mig over Falsters skavanker, som jeg først er begyndt at sætte pris på, efter de er forsvundet ud af min hverdag.