Overraskende feel good-film

Af Marco La Fata

"Hvad er nu det" er det første man tænker når man hører at det er robotter der bokser mod hindanden, i filmen Real Steel. Men faktisk er det en overraskende feel good film, der fortjener en chance.

I en ikke så fjern fremtid lever det livstrætte boksevrag, Charlie Kenton (Hugh Jackman) i en verden, hvor der ikke længere er plads til hverken ham eller hans sport. Han er blevet totalt overflødiggjort efter hele boksesporten er blevet overtaget af visuelt mere imponerende 2,5 meter høje stålrobotter, der smadrer hinanden, så stumperne flyver som projektiler gennem ringen. Uden boksekampe - og dermed afskåret fra fornuftige fremtidsudsigter- hustler Charlie sig derfor gennem tilværelsen ved at arrangere småkampe mellem udtjente robotter.

Han tjener kun lige nok til at overleve ved at samle stumper af gamle robotter til små low tech ‘botter’ og rejser så fra den ene nedkørte undergrunds boksering til den næste, hvor end han kan skaffe sine ’botter’ en pengekamp for håndører. Men på et tidspunkt, hvor Charlies liv næsten ikke kan blive mere kompliceret og desperat, vender hans 10-årige, totalt fremmedgjorte søn, Max (Dakota Goyo) pludselig og – indrømmet, temmelig ufrivilligt – tilbage i hans tilværelse.
Modvilligt forsøger den ufrivillige far/søn duo nu at hjælpe hinanden med at genopbygge og træne en skrammelrobot, så den kan hæve sig fra fortidens skumle baggyder, til verdenselitens strømlinede, stålforede, spotlightbadede boksearenaer.

Efterhånden som indsatsen i de brutale, lovløse arenaer stiger astronomisk, lykkes det – imod alle odds – Charlie at få en sidste chance til sit livs sidste comeback. Samtidig går det op for Max, at uanset om de vinder eller taber, har hans liv fra nu af mere at byde på, end han nogensinde havde forestillet sig muligt. De er ude i deres livs kamp, men uanset, hvad udfaldet af kampen bliver, har de allerede vundet noget af det vigtigste, der findes!

RealSteel har masser at byde på. Godt skuespil, fra både Hugh Jackman, og ikke mindst den unge Dakota Goyo. Det er overbevisende, og ikke sukkersødt. Effekterne er helt fantastiske, og der går ikke lang tid inde i filmen, før man har købt konceptet med de boksende robotter. Faktisk har Real Steel det som en god boksefilm skal have. Man sidder og bliver helt rørt, samtidig at ens adrenalin pumper rundt i kroppen, for nogle er scenerne er hæsblæsende. Handlingen er ligetil, for det er trods alt en børnefilm, fra 11 års alderen, men vi voksende kan helt sikker også være med. Real Steel overrasker også en, for når filmen er slut er der gået lidt over 2 timer og 10 min, og man er underholdt hele vejen.

Som nævnt før fortjener Real Steel en chance, den har meget at byde på, og man får masser af underholdning for pengene. Så er man til boksning, og store robotter der smadrer hinanden, så er den et must.

Folketidende har valgt at give filmen Real Steel, 5 ud af 6, filmruller på vore karakterskala.