Sidst på formiddagen lørdag fygede det fortsat på de mest åbne steder, men vejene på Lolland-Falster bliver langsomt åbnet af snerydningsmandskabet.
Blæsten over Lolland-Falster er aftagende og det samme er også snefygningen.
- Det betyder, at det stort set ikke lukker til mere på vejene. Alle klasse 1 og klasse 2-veje er farbare, men vi begynder først at salte klasse 1 vejene ved middagstid, fortæller driftsleder Poul-Henning Nielsen fra Guldborgsund Kommune.
Han oplyser, at når snerydningsmandskabet er færdige med de større veje, så vil man rette blikket mod de mindre klasse 3 veje.
- Jeg forventer, at vi begynder at åbne de gamle kommuneveje mellem klokken 13 og 14. Alle de mindste biveje bliver ikke åbnet, siger han.
I Lolland Kommune oplyser John Andersen, at det stadig i de åbne områder fyger til.
- Men klasse 1 og klasse 2-vejene er farbare. Vi salter dog slet ikke, idet vi ikke har noget salt. Det vi har gemmer vi til mandag morgen, siger han.
Også i Lolland Kommune bliver klasse 3-vejene ryddet senere på eftermiddagen.
Se flere billeder - KLIK HER
Se videoklip af en sneplov, der baner sig vej gennem Sortsøvej på Nordfalster. Klik nedenfor.