Da min kone kom hjem efter deltagelse i godsejer Kim Schacks infomøde om vindmølleplanerne på Vennerslund, kunne hun berolige mig; de 6 møller der påtænktes opsat lige syd for Stadager Kirke målte trods alt kun 150 meter fra vingespids til terræn – små møller, tænkte vi. Slet ikke de berygtede ’havvindmøller’, der havde verseret rygter om. Og hvem kan overhovedet opponere mod ’grøn energi’ i en tid hvor selv Donald Trump indrømmer, at klimaforandringer formentlig ikke er ’et nummer’.
Men 150 meter viser sig at være ganske højt, når man skridter dem af – tager lidt tid, og for området omkring Stadager Kirke betyder møllerne et overgreb på fint gammelt herregårdslandskab med den gulkalkede kirke, godset og jorden ned til sundet: Et barokt, surreelt mix af møllernes monsteragtige fremtræden mod kirkens sært miniature-agtige, fremtidige rolle.
På kirkens våbenhus hænger epitafiet af gammel ridder med sværd og harnisk – utvivlsomt en tidligere besidder af samme kirke, gods og jorde, og ved hans side en om muligt endnu skrappere udseende person, hans hustru vel, begge med et hvast blik ud på de imaginære møller, hvis groteske tilstedeværelse og støj, de bliver nærmeste naboer til. Og skønt af sten, er det som om, de siger, at ingen har ret til at skamfere det som andre omhyggeligt har bevaret – i århundreder.
Betonbrutalisme kalder journalist og forfatter Jon Hustad denne landskabsvandalisme i Weekendavisen (16/11-18) – ganske vist i relation til et mølle-bestrøet norsk fjeldlandskab, men betegnelsen finder udmærket anvendelse i planerne på Vennerslund, og Hustad citerer Dronning Margrethe for denne anekdotiske kommentar til mølleindustrien: ”Kan De ikke snart begynde at grave dem ned ligesom el-ledningerne?” Og selvom nedgravning unægteligt ville nedsætte effektiviteten af møller, der i forvejen kun snurrer som vinden blæser, må man give Dronningen ret: Ødelæggelse af et kulturlandskab, som generationer i sekler har værnet om, er for høj en pris for strøm.
Kim Jensen, Sundby Skovvej 2, 4862 Guldborg