Et område ved Nakskov Indrefjord var det meste af onsdag aften afspærret af politiet.
Politiets vagtchef oplyser torsdag morgen, at man var til stede i området, fordi en magnetfisker havde fundet en håndgranat-lignende genstand i vandet.
Politiet blev tilkaldt ved 18.30-tiden, men sagen blev overdraget til Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste. Den var dog først fremme i Nakskov sidst på aftenen, og derfor blev politiet på stedet indtil da.
Ammunitionsrydningstjenesten tog genstanden med sig, oplyser vagtchefen.