Annonce
Lolland Falster 2020

Landmandsdatteren der stiftede en tænketank

Iben Krog Rasmussen har været glad for at vokse op på en gård. Foto: Ingrid Riis

Opvæksten på en gård på Lolland har været en drivkraft for Iben Krog Rasmussen, medstifter og direktør i den fødevarepolitiske tænketank Frej.

LOLLAND-FALSTER Iben Krog Rasmussen er opvokset på Nørremosegård ved Østofte på Lolland. Efter gymnasiet flyttede hun til København for at studere statskundskab. Mødet mellem land og by er siden blevet et omdrejningspunkt for hendes virke.

Rejsen fra Nørremosegård til Nørrebro viste hende, at der var en masse fordomme om landmænd hos byboere. Og egentlig også den anden vej. Det blev startskuddet til, at hun var med til at stifte Tænketanken Frej.

I dag er 28-årige Iben Krog Rasmussen direktør for den fødevarepolitiske tænketank, der arbejder for at bygge bro mellem land og by ved at formidle viden og skabe dialog mellem interessenterne i branchen.

Iben Krog Rasmussen arbejder i øjeblikket på en bog om rejsen fra land til by.

- Jeg er lige nu på orlov fra Tænketanken Frej og har været hernede på Lolland i to måneder i mit eget lille refugium for at skrive en bog. Bogen handler meget om min egen rejse fra Lolland til byen, og hvordan jeg i starten tog al kritik personligt. Hvis folk kritiserede landmændene, følte jeg, at de kritiserede mig, fortæller hun.

I bogen kommer hun ind på spændingsfelter og tilhørsforhold mellem land og by.

- Jeg indså, at jeg selv har været indlejret i et modsætningsforhold, at det er rart at dele ting op i kasser, og det er rart at sige, at jeg hører til i landbruget, og jeg hører til i byen, siger Iben Krog Rasmussen.

- Ved at fortælle om min egen rejse og mine egne fordomme håber jeg, at der er nogle, som vil nedbryde deres fordomme, fortsætter hun.

Stereotyper 

På Nørremosegård er Iben ud af en søskendeflok på tre, og hendes forældre driver svineproduktion og 200 hektar, hvor der dyrkes foder og roer. Inden hun flyttede til København, havde hun altid boet på Nørremosegård. Men hvad der var naturligt for hende var en fjern verden for mange af de mennesker, hun mødte i byen.

- Når man er vokset op på landet, er landbruget helt naturligt og noget, man er stolt af. Men i byen oplevede vi, at landbruget var et problem, og hørte om bæredygtigheds- og dyrevelfærdsudfordringer, og folk følte sig fremmedgjorte over for deres mad, siger hun.

- Man kan godt fnyse af dem, men de kan have ret i mange bæredygtighedsudfordringer, som man mange gange kun kan se, hvis man ser det udefra, fortsætter hun.

Og det med at kunne se ting udefra og så bære det ind i landbruget har hun ofte gjort brug af i Tænketanken Frej.

- Jeg har diskuteret i 18 år her på gården med min far, så jeg har en meget god træning i, hvordan man taler med landmænd, siger hun.

En af de store udfordringer, hun har mødt, har været de meget stereotype forestillinger om både bymennesker på den ene side og landmænd på den anden side.

- Vi har haft en tendens til at omtale landmænd, som om de ikke er borgere i Danmark, men bare er nogle, som går ude i stalden eller kører i traktor. Men de er jo også bare almindelige borgere. De er også fædre og badmintonspillere, og måske elsker de at gå til koncerter i København. Det glemmer vi ofte. Vi skal passe på med at reducere andre til bare at være én identitet, forklarer Iben Krog Rasmussen og fortsætter:

- Ligesom når vi taler om byboere, og at de bare går på Michelin-restaurant, drikker caffe latte og går rundt med en soundboks. Ja, men folk går også på arbejde og tager hjem og besøger deres bedsteforældre, og jeg har sjældent mødt så mange dedikerede og engagerede mennesker, der gerne vil gøre verden bedre, som i byerne.

Tænketanken Frej blev stiftet i 2016 af Iben Krog Rasmussen og Marie-Louise Boisen Lendal.
Formålet er at bygge bro mellem by og land og i fællesskab udvikle løsninger og handling på nogle af tidens udfordringer som klima, miljø, sundhed og dyrevelfærd.
Der er i dag cirka 80 frivillige, som arbejder tværfagligt med at skabe debat og dialog mellem aktører i fødevarebranchen samt skabe ny viden, der kan fremme en bæredygtig udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skred i fordomme 

Hun oplever dog, at der i den seneste tid er ved at ske et skred i fordommene.

- Der har været en splid mellem land og by, og vi skal ikke være naive og sige, at det er gået væk, men jeg oplever, at folk er enormt nysgerrige på landbruget og på, hvad der skal ske, fortæller Iben Krog Rasmussen.

Lige nu har hun fuldt fokus på at skrive på sin bog, og det har hun fundet ro til på Lolland.

- Jeg har lånt et hus på Vestlolland, hvor jeg skriver. Her kan jeg være helt alene, og det har været godt for kreativiteten.

Bogen handler også om det at blive voksen og det, hun har lært undervejs.

- Man behøver ikke være en mand på 75 år med gråt hår og 23 bestyrelsesposter, før man kan skrive en bog om sig selv. Man kan godt være 28 år og midt i livet. Hvis jeg skrev den her bog, når jeg var 70 år, ville jeg skrive om noget andet. Nogle gange skal vi stoppe lidt op og tænke over, hvad vi har lært, fortæller Iben.

Bogen vil indeholde personlige fortællinger og sjove anekdoter fra hendes liv fra barndom, til hun flyttede til København.

- Der er blandt andet en situation, hvor jeg skal holde et oplæg for 700 mennesker på Aarhus Teater, og så revner mine bukser bogstaveligt talt 10 minutter inden, jeg skal op på scenen, fortæller hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stærke værdier 

Iben Krog Rasmussen har været glad for at vokse op på en gård.

- Jeg elskede fællesskabet og alle de værdier, jeg har fået med. At der var brug for en, og man havde en plads og var med til at hakke roer, og når det var tid til høst, trådte alle folk ind. At man altid var en del af noget større, og at hele familien var en del af noget større.

Fællesskab og flid er værdier, som Iben har taget med sig fra sin opvækst.

- Arbejdet har bare været en helt naturlig del af livet, og tanken om, at du er et helt menneske, så du kan være i dit arbejde og være dig som privatperson, bliver meget bogstaveligt på en gård, fordi du bor på dit arbejde, og det er en del af din identitet. Jeg tror, de fleste af os har det bedst med et arbejde, vi kan se os selv i. Du bruger en tredjedel af dit liv på arbejdet, så det er vigtigt at kunne se dig selv i det, og der har jeg fået mange værdier med og er præget af det, siger Iben Krog Rasmussen og fortsætter:

- Jeg er meget autonom og kan godt lide selvbestemmelse, og at jeg skal kunne sætte retningen og se mig selv i det. Sådan tror jeg, de fleste mennesker har det, men det er de færreste, der får lov til at udleve det.

  • Iben Krog Rasmussen har været glad for at vokse op på en gård. Foto: Ingrid Riis
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Endnu en nedtur i Parken - Nykøbing FC kan ikke score mål

Guldborgsund

Endnu et tomt butikslokale får nyt liv: Martin udvider butikken

112

Fulde og fartglade bilister stoppet

Vejret

Rekord slået: Drivvåd april er den vådeste i 150 år

Lolland

De er blandt Danmarks bedste

Lokal nyt

Se kortet: Her kan du tanke billigt i weekenden

Lolland

Skrider fra parti: "De dårlige oplevelser blev simpelthen for meget!"

112

Eftersøgt i knivstikker-sag er stadig på fri fod

Indland

Store bededag markeres med lukkede skoler og fri til ansatte

Indland

Byret: Beboer på Christiania tjente 20 millioner på hash

Vejret

Weekenden bringer lunt forårsvejr til Danmark

Guldborgsund

Nu igen: Vej bukker under for vand

112

Tredje gang: Narkopåvirket bilist mistede bilen

Lolland

Her holder børnene fri store bededag

Indland

28-årig røver Rema 1000 med økse og går på bodega

Annonce
Annonce
Dølle

Bo er ny leverandør af Dølle-pølsen: - Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten

Sport

Bombe i Nordfalster - cheftræner færdig til sommer

Indland

Mand er faldet fra kran under arbejde i København

Guldborgsund

Hvad skal vi grine af til sommer? Revyfolk kæmper med teksterne

Vejret

Vintrene på Lolland-Falster vil blive op til 30 procent vådere

Lolland

Dinosaur-lorte under lup: Evolutionsmuseet udstiller forstenede fækalier

112

Område ved fjord afspærret efter fund i vandet