Hjemmerøvere bandt far til stol, så han ikke kunne lukke sønnen ind. Drengen måtte tilkalde hjælp.
En 47-årig familiefar fra Hvidovre blev tirsdag opsøgt af to maskerede hjemmerøvere, der overmandede ham i hans lejlighed på Sognegårds Allé og bandt ham med strips til en stol.
Mens manden så til, rodede de rundt i lejligheden, inden de forsvandt. Det vides endnu ikke, hvad de eventuelt tog med sig.
Overfaldet blev opdaget, da mandens 11-årige søn kom for at besøge sin far. Drengen, der ikke har nøgle, undrede sig over, at faren ikke lukkede op.
- Han kiggede ind gennem brevsprækken og hørte faren råbe, at han skulle ringe efter en ambulance, siger vagtchef Peter Grønbek, Københavns Vestegns Politi.
Manden måtte en tur på skadestuen, men kunne hurtigt udskrives. Han har ifølge politiet ikke synlige skader.
Området omkring lejligheden blev tirsdag undersøgt af politiets teknikere for at finde spor. Politiet efterforsker sagen som et hjemmerøveri.
/ritzau/