En 19-årig mand fra det københavnske bandemiljø er efter et grundlovsforhør onsdag foreløbig blevet fængslet i tre døgn.
Manden er sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med et brutalt knivstikkeri på Café Runddelen på Nørrebro i København.
Knivstikkeriet fandt sted 17. marts.
Manden er sigtet for drabsforsøget i forening med tre mænd med relationer til Hells Angels og støttegruppen AK81, som den sigtede også er medlem af.
Han meldte sig selv hos politiet tirsdag over middag.
Ifølge anklageren har den 19-årige holdt døren til det værtshustoilet, hvor en 32-årig mand blev stukket hele 27 gange af de andre gerningsmænd.
De to andre er allerede blev anholdt i forbindelse med en stor bandeaktion og sidder nu varetægtsfængslet.
Ofret var i livsfare efter stikkene, men overlevede.
En fjerde mand med relationer til rockermiljøet har været sat i forbindelse med sagen, men han blev løsladt ved et grundlovsforhør fredag, da dommeren ikke mente, at mistanken mod ham var solid nok. Den afgørelse er kæret til landsretten.
/ritzau/