Det startede som et butikstyveri, men udviklede sig til et røveri.
Et butikstyveri udviklede sig tirsdag morgen til et røveri i Meny på Parkvej i Nykøbing.
En 37-årig mand, der kommer fra Ikast, havde klokken 08.45 taget varer for 324 kroner i butikken uden at betale for dem. Personalet ville derfor holde ham tilbage, men han slog fra sig og kastede med en flaske.
Politiet kom til stede, anholdt den 37-årige og sigtede ham for røveri.
Manden, der er psykisk syg, var efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi, fordi han var udeblevet fra afsoning af en behandlingsdom.
Derfor blev han efter afhøring i Nykøbing kørt tilbage til Jylland.