Seks af de syv, der blev anholdt efter torsdagens skudepisode i Aalborg, er blevet løsladt. Den sidste er blevet fængslet i 14 dage i en anden sag.
Seks af de syv unge, der natten til fredag blev anholdt efter en skudepisode i Aalborg, er løsladt. Den sidste er i et lukket grundlovsforhør blevet fængslet i 14 dage for vidnetrusler i en anden sag.
Sent torsdag aften blev der affyret seks-syv skud mod rockergruppen Devils Choices klubhus på Nørretrandersvej. Ingen blev dog ramt af skuddene. I løbet af natten anholdt politiet syv personer med indvandrerbaggrund.
- Efter samråd med vores jurister har vi løsladt seks af de anholdte, fordi betingelserne for en varetægtsfængsling ikke var til stede, siger vicepolitiinspektør Torben Jensen til nordjyske.dk.
/ritzau/