Tre mænd kørte en bil gennem facaderuden til en guldsmed i Svendborg og forsynede sig indenfor, før de stak af til fods.
Tre mænd har måske scoret kassen ved et rambuktyveri i Svendborg.
De kørte lidt før kl. 04 mandag morgen en bil gennem facaderuden til forretningen Guldsmed Ludvig i Torvestræde i Svendborg, fortæller vagtchef Jesper Falck fra Fyns Politi.
Tyvene er tre arabisk udseende mænd, og de fyldte hurtigt medbragte plasticposer med smykker og ure, inden de stak af fra gerningsstedet.
Politiet havde mandag eftermiddag stadig ingen anholdte i sagen. Videoovervågning har i løbet af dagen vist, at rambuktyvene undersøgte området ved guldsmeden grundigt, inden da bragede bilen gennem indgangsdøren.
Udbyttet er endnu ukendt.
/ritzau/