En mandlig bilist er omkommet efter et sammenstød med en traktor syd for Herning. Bilisten blev mast under traktoren.
Et sammenstød mellem en personbil og en traktor kostede torsdag eftermiddag en mand livet på Vardevej nord for Sønder Felding.
- Ulykken skete kl. 17.13, hvor personbilen blev kilet fast under traktoren, så føreren døde af sine kvæstelser, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet har fortsat ikke identificeret den dræbte, og årsagen til ulykken er heller ikke klarlagt.
Traktorføreren slap ifølge politiet fysisk uskadt.
Vardevej, der også er kendt som Rute 12, er spærret i begge retninger efter uheldet, som vidner informerede politiet om.
/ritzau/