Forældre i Albertslund får travlt med at finde alternativ pasning til deres børn mandag morgen, efter at en integreret institution nedbrændte søndag aften.
Omkring 50 børn fra nul til seks år i Albertslund står uden pasning mandag morgen. Søndag aften nedbrændte deres integrerede institution.
Ifølge vagtchef Steen Lyth hos Københavns Vestegns Politi brød branden ud lidt før klokken 19, og den var ikke mulig at slukke.
- Mit gæt er, at branden vil fortsætte de næste to-tre timer, og så er der ikke mere af institutionen tilbage, siger Steen Lyth.
Området har tidligere været plaget af påsatte brande, og derfor formoder politiet, at det også er tilfældet denne gang.
/ritzau/