Christiansborg blev evakueret, efter at der tirsdag udbrød brand i en el-installation i kælderen.
Christiansborg måtte tirsdag evakueres på grund af en brand i kælderen.
Tirsdag eftermiddag oplyser Folketinget på Twitter, at det var en kortslutning på en el-tavle, der gav en kraftig røgudvikling.
Det fik en automatisk brandalarm til at blive udløst.
- Vi modtog alarmen klokken 13.32, sagde operationschef Michael Jonsen fra Hovedstadens Beredskab tidligere tirsdag.
- Selve branden er slukket, sagde han kort før klokken 14.
Som følge af branden blev journalister, politikere og andre ansatte i Folketinget evakueret.
- Vi er i gang med at lufte ud, og mens udluftningen foregår, vil Christiansborg være evakueret, sagde Michael Jonsen tidligere tirsdag.
Efter et par timer kunne folk dog vende tilbage til deres kontorer.
Evakueringen på Christiansborg er afblæst, og folk er tilbage på deres kontorer. Det var en kortslutning på vores el-tavle, der gav en kraftig røgudvikling. #dkpol
— Folketinget (@folketinget) March 3, 2020