Brønderslevpige stank af døde dyr

Da den ældste datter i Brønderslevsagen en vinterdag i 2010 dukkede op på Byens Cafe i Vrå, blev hun bemærket af de fleste. Snavset, ildelugtende og ganske forfrossen skilte hun sig ud fra de øvrige gæster, som havde søgt ly for de store snemasser og de omkring 13 minusgrader udenfor.

Den dengang 20-årige pige var da heller ikke kommet for at hyggesnakke eller for at få sig en tår at drikke som mange af de andre gæster. Hun gik direkte op til ejeren af stedet for at få lov til at låne telefonen. Det var da ejeren afslog dette, at pigen endte nede ved Niels Grønbechs bord, hvor han sad og fik en øl med nogle kammerater.

- De andre ville ikke låne hende deres telefon. De havde mere travlt med at bemærke, at hun stank. Jeg syntes dog, at hun lignede en, der havde brug for hjælp, og derfor lånte jeg hende min, fortæller Niels Grønbech.

- Hun talte længe med sin mor, og jeg kunne forstå, at hun manglede penge til at komme tilbage til Ringsted, hvor moderen boede. Jeg var dog ikke meget for at give hende så mange penge, så det endte med, at jeg selv talte med moderen og aftalte med hende, at hun overførte pengene til min konto, og at datteren kom med mig hjem.

En sølle pige
Imens var pigens tøj begyndt at tø op, og ifølge Niels Grønbech betød det, at der løb sort blævrende vand ud af både det og de plastiksko med huller, som hun var iført. Selv var hun frossen til langt op over begge knæ.

Det var derfor også en meget sølle pige, der efter at have fortæret en stor burger og en gang pomfritter på bare fem minutter, fulgte med ham hjem.
- Hun lignede en, der ikke var mere end 12-13 år gammel. Og selvom hun gik fire til fem meter bag mig, kunne jeg lugte hende - hun stank jo af rådne dyr. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var noget værre noget, jeg havde rodet mig ud i, fortæller han.

Da de kom hjem til Niels Grønbechs lejlighed bad pigen om at få lov til at tage et bad. Imens sorterede han hendes tøj, smed det værste ud og vaskede resten.
- Noget af det var simpelthen så råddent, at det ville være faldet fra hinanden, hvis jeg havde vasket det. Det lignede noget, der havde været gravet ned, så beskidt og laset var det, fortæller Niels Grønbech.

Da pigen var blevet vasket og havde fået tørt tøj på, sad de to i stuen og så tv og snakkede. Ifølge Niels Grønbech var pigen dog ikke meget for at fortælle, hvorfor hun var havnet i Vrå.
- Når jeg spurgte, hvorfor hun var i Vrå, lukkede hun af. Hun forklarede bare, at hun var blevet uvenner med nogle venner i Brønderslev, og at det var derfor, hun skulle væk. Jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle presse hende for meget ved at spørge ind, og derfor talte vi også mest om nogle lidt lette emner, siger Niels Grønbech, der nok opfattede pigen som underkuet, men ikke retarderet, som hun ellers er blevet kaldt i nogle medier.
- Hun virkede som en stille og rolig ung pige. Og det, at hun var strandet her uden penge, kunne også ske for andre. Derfor var min umiddelbare tanke også bare, at hun skulle hjælpes hjem igen, siger Niels Grønbech.

Koldbrand i fødderne
Da pigen næste morgen næsten ikke kunne gå, og derfor bad om noget smertestillende, blev han dog opmærksom på, at der var noget galt.
- Det så ud som om, at der var gået koldbrand i hendes fødder. Derfor smurte jeg noget salve på og viklede gagebind om. Jeg sagde også, at hun skulle få sin mor til at gå til læge med hende, og det lovede hun, fortæller Niels Grønbech, der efterfølgende satte pigen på toget med en stor madpakke og nogle ugeblade.

På det tidspunkt havde han nok på fornemmelsen, at noget ikke helt var, som det skulle være. Men han havde ingen ide om, hvor galt det egentlig stod til. Det fik han også først vished om 21 dage senere, da han sad og læste nyheder på tekst-tv.

- Jeg havde bedt hende om at ringe, når hun nåede til Ringsted, og da hun som aftalt gjorde det, blev jeg lettet og tænkte, at det hele var overstået. Da jeg så 21 dage senere læste, at der var en sag fra Serritslev, gik sagens alvor op for mig, fortæller Niels Grønbech, der dog undrer sig over, at der skulle gå så lang tid, før pigen anmeldte overgrebene til politiet.

- Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg selv ringet til politiet med det samme. På det tidspunkt ønskede jeg dog ikke at blande mig i ting og sager. Jeg havde jo talt med hendes mor, fortæller Niels Grønbech, der endnu en gang skal fortælle om mødet med pigen, når han den 18. maj skal vidne i sagen.