Straffelovens paragraf fra 1955 om folkedrab gælder kun for Danmark og Grønland, men ikke for Rwanda.
Straffelovens paragraf om folkedrab gælder kun for Danmark og Grønland, men ikke for den øvrige verden. Alligevel sidder en rwandisk mand fængslet på paragraffen fra 1955.
Det er fire år siden, at en række af landets mest ansete jurister foreslog at revidere loven om folkedrab, fordi den ud fra deres fortolkning ikke kan bruges i forhold til for eksempel folkedrabet i Rwanda.
Juristerne kritiserede loven i bogen "Enhver Stats pligt..".
- Men loven er ikke blevet ændret, selv om vi har en moralsk forpligtelse til at retsforfølge folkedrab, uanset hvor de er begået. Men loven er i sin tid skrevet så klart, at den ikke gælder uden for vores egne grænser, siger strafferetsprofessor Vagn Greve.
Den 49-årige rwander fra Kirke Hyllinge har siden december i fjor siddet fængslet i Roskilde som sigtet for medvirken til folkedrabet på anslået 800.000 mennesker i 1994.
Men selv anklageren, vicestatsadvokat Lars Plum, er enig i, at fængslingsgrundlaget er diskutabelt:
- Det er meget tvivlsomt, om loven kan bruges uden for vores egne grænser. Men det er op til retten at afklare, siger vicestatsadvokaten fra Statsadvokaturen for Særlige Internationale Straffesager (Sais).
Om kort tid udsender en jurist fra Sais en bog, som yderligere punkterer lovens anvendelighed.
Den manglende lovgivning betyder dog ikke, at den sigtede drabsmand fra Kirke Hyllinge går fri. Han er nemlig for en sikkerheds skyld også sigtet efter straffelovens almindelige paragraf om drab.
/ritzau/