Domstol i Marokko giver sag om dobbeltdrab nyt forsøg

En lille karavane af minibusser kører torsdag middag efter planen fra et fængsel i den marokkanske hovedstad, Rabat, mod en særlig anti-terrordomstol i den nærliggende by Sale.

Bussernes last er 24 mænd, der alle er tiltalt for en rolle i drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland i Atlasbjergene i december sidste år.

Det er tredje gang, at retssagen prøver at komme i gang.

To gange tidligere i maj er den blevet udsat - senest fordi den danske families bistandsadvokat krævede, at den marokkanske regering blev holdt ansvarlig for drabene og derfor skal stille med en repræsentant i retten.

- Gerningsmændene er hjemløse og har ingenting, så det er vigtigt, at det er staten, der udbetaler erstatningen, siger bistandsadvokaten, Khalid Elfataoui.

Selv om der er 24 personer på anklagebænken, er det især fire mænd, der er centrale i sagen.

Tre af dem - to gadesælgere og en tømrer - har angiveligt erkendt at have skåret halsen over på kvinderne og filmet det.

Den fjerde er anklaget for at have haft en koordinerende rolle for gruppen, der forud for drabene havde svoret troskab til Islamisk Stat.

Bistandsadvokaten Khalid Elfataoui lægger ikke skjul på, at han håber, at de fire hovedmænd vil blive idømt dødsstraf.

- For mig er de bare dyr. Jeg har fulgt den her sag fra starten, jeg har set ligene og deres blodige tøj, og jeg har selv en datter.

- Så jeg kan ikke acceptere, at de skal leve i et fængsel, og at det marokkanske folk skal betale for deres mad, så de kan nyde deres tid i fængslet, siger han.

Han understreger, at det er anklagemyndigheden, der skal anmode om en eventuel dødsstraf, men at han i givet fald vil støtte den fuldt ud.

Den danske familie er ikke selv til stede ved retsmødet i Marokko torsdag, men følge det på afstand, fortæller familiens danske advokat, Carsten Hove.

Ifølge ham er familien interesseret i at få en erstatning, men ikke så optaget af dens størrelse.

- Det er jo ikke noget, der kan opveje tabet af deres datter, men det er måske følelsen af en form for oprejsning og endnu en anerkendelse af, at der er sket noget, der ikke burde være sket, siger han.