Tidligere direktør i Gate Gourmet - Amanda Jacobsen - erkender at have fusket sig til 120 millioner kroner.
Den tidligere danske direktør i schweiziske Gate Gourmet, Amanda Jacobsen, erkender at have svindlet for 120 millioner kroner, som hun har overført fra firmaet til sine egne konti i Nordea.
Det siger hun selv i et grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor den krølhårede kvinde er sigtet for svindel for knap 140 millioner kroner.
Ud over underslæbet erkender Amanda Jacobsen også dokumentfalsk.
Den tidligere topdirektør blev fyret 8. februar, og siden har Gate Gourmet forsøgt at få landet sagen uden at indblande politiet.
Det lykkedes tilsyneladende ikke, da Amanda Jacobsen blev politianmeldt i fredags og siden anholdt tirsdag eftermiddag.
Hun kræves nu varetægtsfængslet for sin millionfusk.
/ritzau/