35-årig mand faldt i Rønne Havn, hvor hans skib ligger ved kaj. Ifølge politiet tyder intet på en forbrydelse
En 35-årig estisk sømand døde, da han omkring midnat natten til torsdag faldt i Rønne Havn, hvor hans skib ligger ved kaj. Der er tale om et estisk besætningsmedlem på et finsk skib.
Det oplyser DR P4 Bornholm.
Ifølge vagtchefen ved Bornholms Politi var det skibets kaptajn, der slog alarm.
Selv om manden hurtigt blev bjærget, kunne han ikke overleve opholdet i det kolde vand.
- Vi undersøger sagen nærmere i løbet af torsdagen. Der er på forhånd ikke noget, som tyder på, at der er sket en forbrydelse, siger vagtchefen.
/ritzau/