Kendis- og finansmanden Erik Damgaard går fri i sagen, hvor hans kone, Anni Fønsby, er sigtet for at stå bag bordelvirksomhed.
Den mere eller mindre velhavende finansmand Erik Damgaard går fri af den sigtelse for rufferivirksomhed, som hans kendiskone, Anni Fønsby, har siddet varetægtsfængslet og fortsat er sigtet for.
Det kendte par, der er på vej med en familieforøgelse, blev sidste år sigtet af Fyns Politi for bordelvirksomhed, som skulle have indbragt i omegnen af otte millioner kroner.
Anni sad i fængsel, mens Erik nu ifølge chefanklager Jan Stick fra Fyns Politi er en renset mand:
- Han bliver ikke tiltalt, siger chefanklageren til bt.dk.
Sigtelsen, som altså nu er droppet, gik på, at Erik hjalp Anni og en anden kvinde med at holde møder med advokater og revisorer for at holde styr på bordelvirksomheden. Desuden skulle han have hjulpet med at sætte pengeskabe og hylder på plads i diverse bordelhuse.
Erik Damgaard fortæller til bt.dk, at han fejrer nyheden med en flaske rødvin og Anni Fønsby.
/ritzau/