Varetægtsfængslet mand er kendt for lignende sager.
En 52-årig mand fra Stubbekøbing er blevet varetægtsfængslet i en sag om børneporno.
Manden var torsdag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing.
Her blev han sigtet for besiddelse af cirka 1.000 billeder med børneporno.
Tre af disse billeder havde han også uploadet. Det sigtes han også for, oplyser Bo von Würden, der er lokal efterforskningsleder.
Manden er foreløbig blevet varetægtsfængslet frem til 26. juli.
Ifølge efterforskningslederen er manden fra Stubbekøbing kendt fra tidligere sager af samme slags.
Bo von Würden oplyser også, at politiet er i gang med yderligere efterforskning i sagen mod den 52-årige mand fra Stubbekøbing.