Oddervej i Højbjerg er spærret i flere timer efter en ulykke med en kvindelig fodgænger på 25 år.
En fodgænger er blevet kørt til sygehuset med alvorlige kvæstelser, efter at hun tirsdag morgen blev påkørt af en varebil i Højbjerg. Det oplyser Østjyllands Politi.
Ulykken skete klokken syv på Oddervej.
En 25-årig kvinde bevægede sig tværs over vejen, da hun blev ramt, oplyser vagtchefen.
Umiddelbart er der oplysninger om, at hun tilsyneladende kortvarigt gjorde ophold ved et helleanlæg, tilføjer han.
Kvinden har fået alvorlige skader, men er ikke i livsfare.
Vejen blev spærret, fordi en bilinspektør skulle foretage opmålinger og undersøgelser på stedet. Ved 10-tiden oplyser politiet, at der atter er blevet åbnet for trafik.
Vi er i øjeblikket ude til et alvorligt færdselsuheld på Oddervej 84 i Højbjerg, hvor en fodgænger er blevet påkørt af en varebil. Fodgængeren er kommet alvorligt til skade. Politi og redning er på stedet. Færdslen afvikles, men vi opfordrer til at vise hensyn. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) July 13, 2021