Borgere i Gørlev syd for Kalundborg var skræmte efter et hjemmerøveri, som nu viser sig at bygge på en løgn. To er sigtet for falsk forklaring.
Borgerne i Gørlev kan ånde lettet op over, at den lille by syd for Kalundborg alligevel ikke har været hjemsøgt af hjemmerøvere.
En kvinde anmeldte i januar, at hun var blevet overfaldet af røvere i sit hjem, mens hendes mand var ude at købe ind. Røverne havde bagbundet hende med gaffatape og røvet edb-udstyr og smykker.
Men nu viser politiets efterforskning, at der ikke har været røvere i huset - og heller intet er røvet. To personer sigtes nu for falsk forklaring, og den ene har tilstået, oplyser Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet vil af hensyn til det lille lokalsamfund ikke nærmere oplyse, hvem de sigtede er.
- Men borgerne var opskræmte, og den frygt kan vi nu mane i jorden, siger Carsten Andersen.
/ritzau/