Lørdag eftermiddag klokken 16 havde en snes forventningsfulde mennesker samlet sig på Kvicklys parkeringsplads i Nykøbing. De ventede på, at den gamle højbro fra 1961, der fører Østerbrogade over Brovejen og baneterrænnet skulle rives ned.
- Men vi regner først med at gå i gang med selve nedrivningen omkring klokken 22 måske 23, siger Svend Skodborg fra Banedanmark, der er byggeleder på projektet.
Halvanden meter højere
Den nye bro, der skal give plads til elektrificeringen af jernbanen bliver halvanden meter højere end den eksisterende. Det vil sige omkring 6,5 meter over baneterrænet.
Brovejen ventes at åbne for trafik igen mandag morgen klokken 5.00.
Jernbanen ventes først at åbne igen 28. marts. Indtil da vil passagererne til Rødby og Grænge blive transporteret med togbusser.
Og Østerbrogade? Ja den ventes først at blive klar til trafik i juni.