En personbil med en kvinde og en mand er kørt galt. Kvinden er med helikopter bragt til Skejby.
Der har været en alvorlig færdselsulykke på Hovedvejen i Hedensted søndag, oplyser Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
To personer er sendt på hospitalet.
- Vi har et solouheld med en personbil, hvori der befinder sig en mand og en kvinde.
- Der er tale om svære personskader, siger vagtchef Jeppe Thranum til mediet.
Kvinden er fløjet med helikopter til Skejby, mens manden er blevet kørt til sygehuset i Horsens.
Politiet modtog meldingen om ulykken klokken 06.31. Årsagen til ulykken er endnu ukendt.
- Der er et lille skridspor derude, som er fortsat ind i et træ. Vi ved ikke så meget mere lige nu, siger Jeppe Thranum til Horsens Folkeblad.