En kvindelig cyklist er død af sine kvæstelser efter et frontalt sammenstød med en modkørende bil i Ganløse nord for København. Det oplyser Nordsjællands Poiti.
Kvinden blev lørdag formiddag ramt af en modkørende bil på Hesselvej, da hun var på vej ud af Ganløse.
- Noget tyder på, at hun blev ramt af en bil, der på vej op ad en bakke var ved at overhale en anden bil, fortæller politiets vagtchef Hans Gosvig.
Kvinden fik alvorlige kvæstelser i hovedet, og hun blev efter ulykken overført til Rigshospitalets traumeafdeling, hvor lægerne i løbet af lørdagen kæmpede for at redde hendes liv. Men det var forgæves.
Politiet har endnu ikke oplyst, om de agter at sigte nogen i forbindelse med ulykken.
De fik anmeldelsen om ulykken klokken 11.37, og teknikere kom hurtigt til ulykkesstedet for at undersøge omstændighederne.
/ritzau/