En mand blev tirsdag dræbt af skud i en lejlighed i Kastrup. Politiet har anholdt en mand. Der kan ifølge politiet være tale om en familietragedie.
En mand blev tirsdag eftermiddag dræbt af skud i Kastrup, oplyser Københavns Politi.
Ifølge politiets foreløbige oplysninger blev det dræbende skud affyret i en lejlighed.
Umiddelbart efter anholdt politiet en mand i forbindelse med drabet.
- Vi kender ikke motivet nærmere, men der kan være - og jeg understreger "kan være" - tale om en familietragedie af en eller anden slags, siger drabschef Ove Dahl.
De pårørende er endnu ikke underrettet.
/ritzau/