Maskerede gerningsmænd skød mod en 23-årig i hans lejlighed i Maribo. Endnu usikkert om det er et bandeopgør.
En eller to maskerede mænd sparkede natten til fredag døren ind til en 23-åriges lejlighed i på Sønderboulevard i Maribo.
De affyrede flere skud, der ramte den 23-årige i benet, og forsvandt, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Manden, som vi kender, er under behandling på hospitalet, men han er uden for livsfare, siger Søren Ravn-Nielsen.
Det hele gik så hurtigt, så der ikke er noget signalement af de pistolskydende mænd.
Ifølge Søren Ravn-Nielsen er det for tidligt at sige, om skyderiet har rødder i kontroverserne i bandemiljøet.
/ritzau/