Det gælder om at huske selen og cykellygterne. Bødetaksterne er nemlig blevet sat noget i vejret.
Fra årsskiftet er det blevet noget dyrere for trafikanterne på Lolland-Falster og i resten af landet at dumme sig i trafikken. For første gang i mange år er bøderne for trafikanter, der ikke overholder færdselslovens bestemmelser, nemlig steget. Det gælder blandt andet for de bilister, der glemmer selen, får trådt lidt for hårdt på speederen eller taler i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Men også cyklisterne, motorcyklisterne og knallertkørerne risikerer at skulle punge ud med lidt mere end ellers, hvis de ikke overholder reglerne.
Hos Rådet for Sikker Trafik ser man positivt på de højere bødetakster.
- Når man sætter taksterne op, og man som trafikant ved, at det bliver dyrere, er det vores håb, at det vil få folk til at sætte farten ned og investere i nogle cykellygter. Det er jo noget billigere end at betale en bøde på 700 kroner, siger Pernille Ehlers, der er specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.
Hun mener dog ikke, at højere bøder kan stå helt alene, hvis vores vaner i trafikken skal ændres.
- Hvis vi skal køre ordentlig, kræver det, at de her ting bliver kontrolleret af politiet. Uanset hvor meget, du sætter bødetaksterne op, nytter det ikke noget, hvis der ikke er ikke er risiko for at blive taget, siger Pernille Ehlers.
Du kan se de nye bødetakster her.