Mindst tre mænd blev overfaldet med peberspray og slag i ansigtet. Mand, som politiet formodede var forurettet i voldssag, bliver nu sigtet for at have stået bag episoden.
Fredag morgen klokken 03.30 blev mindst tre unge mænd overfaldet med peberspray, og mindst to af dem blev slået i ansigtet efterfølgende.
En af de forurettede, som politiet var i kontakt med, bliver nu sigtet for at have stået bag episoden. Politiet leder nu efter dem, der egentlig blev forurettet, fordi politiet meget gerne vil høre deres side af sagen.
Overfaldet skete foran Peppers i Nykøbing, hvorefter de forurettede mænd var inde på diskoteket for at vaske ansigterne for peberspray.
Mændene skulle være mellem 20-25 år, danske af udseende og 180-190 centimeter høje. En af dem skulle være iført en fodboldtrøje med nummer 10 og Elkjær skrevet på ryggen.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner eller de forurettede selv.