Politiet ransager 18 adresser i Jylland for at finde tyvekoster fra en stribe indbrud. Otte personer er anholdt.
Politiet gennemførte mandag 18 ransagninger i Jylland i bestræbelserne på at finde tyvekoster fra en lang stribe indbrud.
Flere end 80 politifolk deltog i ransagningerne, og otte personer er anholdt, fortæller politikommissær Aksel Mølsted fra Østjyllands Politi.
Fem af de anholdte er sigtet for mindst 28 organiserede indbrudstyverier, der er sket flere steder i Jylland det seneste år.
Tyvekosterne var typisk designermøbler og designerlamper til en værdi for over tre millioner kroner.
De tre andre anholdte er sigtet for hæleri.
Politiet har valgt at fremstille fem af de anholdte i et grundlovsforhør.
/ritzau/