Den bil, som tre maskerede røvere forsvandt i efter røveri på Vesterbrogade i København, er fundet.
Politiet har fundet den grå Audi, som tre maskerede røvere slap af sted i efter et røveri tirsdag formiddag i en juvelerbutik på Vesterbrogade 75 i København.
Bilen blev lige før klokken 13 fundet i Boyesgade på Frederiksberg lige i nærheden af butikken.
- Bilen bliver nu undersøgt for spor efter røverne, siger den centrale efterforskningsleder Thomas Dürr, Københavns Politi.
Mændene var maskerede med huer ned over ansigtet, da de tirsdag formiddag trængte ind i den kombinerede juveler- og vekselbutik.
De holdt personalet op med to pistoler, mens de med økser knuste butikkens montrer og forsynede sig med guldsmykker.
Fremgangsmåden ved røveriet ligner andre røverier, hvor gerningsmændene er østeuropæere. Derfor arbejder politiet ud fra den antagelse, at gerningsmændene også denne gang kommer fra Østeuropa.
/ritzau/